INDSKOLING

Sorg og livsmod

Hvert år rammes et stort antal børn af sorg. Det kan enten skyldes, at de mister en af deres nærmeste: at en i familien rammes af alvorlig sygdom, at der er opbrud i deres familie pga. fx skilsmisse, eller at en eller flere af de voksne i deres nærmeste familie er tynget af misbrug af den ene eller den anden art.

Med afsæt i to små nyproducerede fabel-tegnefilm fra Tiny-film, sættes i børnehøjde fokus på, hvad sorg er, hvornår den kan ramme én, og hvordan den kan rummes af såvel omgivelserne som af én selv.

+ klassesæt med vendespil

MELLEMTRIN

Fra vugge til grav

Temaet for mødet med den danske salme 2019 er "Salmer fra vugge til grav". Det vi møder gennem livet har altid inspireret mennesker til at skrive, også salmer. Vi vil ved salmesangs projektet arbejde med salmer som bruges i livets forskellige situationer og faser.

Salmerne bliver indspillet og vil være tilgængelig fra projektets hjemmeside. Onsdag 20. november samles alle de deltagende klasser til en stor fælles afslutning i Skt. Nicolai kirke.

Gratis fælles bustransport til afslutningen i kirken.

UDSKOLING

Går det hele...

Går det hele ad helvede til? Er der overhovedet nogen, der tør håbe på noget? Eller går det ligefrem bedre end nogensinde før?

Spørgsmål som disse danner udgangspunkt for dette landsdækkende projekt, der zoomer ind på den frygt for fremtiden, der synes allestedsnærværende både i nyheder, film, litteratur og samfund. Dystopierne er over os, og de er både skræmmende og fascinerede, men hvorfor fylder utopierne og håbet så lidt?

Projektet er både dansk- og kristendomsfagligt og inviterer til en refleksion over frygten og håbets betydning for den måde, mennesker lever deres liv på. Derfor går begrebsparret håb og frygt hånd i hånd i projektet, hvor eleverne skal arbejde med såvel dystopier og utopier som forestillinger om paradis og helvede i kristendom og islam - fortællinger der siger noget om, hvad mennesker har frygtet og håbet før og nu.

Projektet indeholder:

  • Ny novelle af Kenneth Bøgh Andersen
  • Brætspil med etiske dilemmaer
  • Digitalt bibliotek med dystopier, utopier, helvede og paradisforestillinger før og nu
  • Kirkebesøg
  • Kreativt produkt om håb og frygt

Vand - projektuge 39

Hvorfor får babyen vand i hovedet?  I forbindelse med den naturvidenskabelige projektuge i uge 39, vil skoler på hele Bornholm stille skarpt på det forunderlige vand. I Vestermarie og Olsker kirke er indskolingsklasserne velkomne til at fundere over hvorfor der står så meget om vand i Bibelen. Og hvorfor det nu egentlig er sådan at babyen får vand i hovedet ved dåben.

 

 

'

 

 

 

 

 

 

Din tro - min tro

Respekt og gensidig forståelse er baseret på viden om hinanden. Projektet "Din tro - min tro" har til formål at skabe dialog og viden omkring de 3 monoteistiske religioners baggrund og traditioner, med vægt på forståelse og respekt for den enkeltes eget valg. 

Gæstelærerne fortæller om jødedom, kristendom og islam ved deres besøg. Elvene vil opleve at de 3 religioner har meget fælles, men også at der er noget som skiller. Selv om der er store forskelle, er relationen kendetegnet af gensidig respekt, tillid og godt naboskab.

Projektet indeholder lærervejledning med baggrundstof og elevopgaver til brug både før og efter besøget.

Tilmelding til projekter og lærerkurser

Det er med glæde at vi i Folkekirkens Skoletjeneste Bornholm nu kan ønske velkommen til undervisningsprojekter i skoleåret 19/20.

Det er gratis for skolerne, at benytte materialer fra Folkekirkens Skoletjeneste. Du tilmelder din klasse ved enten at sende en mail til kontakt@fs-bornholm.dk eller ved hjælp af det tilmeldingsformular, som du finder her.

Deltagelse i kirkebesøg, workshops eller museumsbesøg

Til en række projekter er knyttet kirkebesøg, workshops eller museumsbesøg. Dato og tidspunkt for disse aftales i tiden op til eller forbindelse med udleveringen af projektmaterialer. Du vil i den forbindelse blive kontaktet af Folkekirkens Skoletjeneste eller din lokale præst. 

Hvis tilbuddene udbydes i et begrænset antal, fordeles pladserne efter først-til-mølle princippet umiddelbart efter tilmeldingsfristens udløb.